2. September 2020
Går du med andelsboligdrømme og overvejer at tage et lån til din næste andelsbolig? Så skal du læse med her, hvor Lasse Nygaard, boligchef i Danske Bank, giver ekspertråd til, hvordan du bedst muligt ansøger om et lån. Derudover kan du få et indblik i, hvad bankerne overvejer og prioriterer, når de hjælper dig gennem et andelsboligkøb.
Når du ansøger om et lån, skal banken først og fremmest kreditvurdere dig. Det betyder, at banken kigger på din økonomi og finder ud af, om du har mulighed for at betale de eventuelt lånte penge tilbage inden for den tænkelige aftale. De kigger på din nuværende økonomi, og om det ønskede lån er positivt for både banken og din situation.
”I bund og grund kigger vi på, hvor meget ens rådighedsbeløb falder, og hvor meget det påvirker din daglige økonomi,” siger boligchef i Danske Bank Lasse Nygaard.
Ifølge Lasse Nygaard kigger banken også på gælden i den andelsboligforening, du kigger på bolig i. Det er nemlig en vigtig faktor, da man som køber, bliver en del af andelsboligforeningens økonomi. Og hvis gælden i andelsboligforeningen er negativ, så vil det ikke gøre noget berigende for din økonomi heller.
Banken kigger derfor på forskellige parametre, når de skal kreditvurdere dig. Og det kan derfor være en god idé for dig at blive klogere på, hvad du selv kan gøre for at få en bedre kreditvurdering – og på den måde det bedste andelsboligkøb og -lån.
Hvad kan du selv gøre for at gøre dig attraktiv som låneansøger til en andelsbolig? Til at starte med er det en god idé at kigge på, hvad du kan – og er villig til – at leve for om måneden. Og vær realistisk, når du kigger på dine forbrugsvaner. Alle mennesker har forskellige behov, og derfor er det fornuftigt at vurdere, hvad du prioriterer højt.
Vil du stadig have mulighed for at rejse et par gange om året? Eller sætter du måske ekstra stor pris på at kunne hente din morgenkaffe fra den lokale café hver morgen?
”Banken vil altid spørge: ”hvordan vil du klare dig for det?” For man kommer oftest til at have færre penge i hverdagen. Jo flere penge man har sat til side, jo bedre kommer man til at klare sig på det lange løb. Både for bankens skyld og din egen,” siger Lasse Nygaard.
Det er netop en god idé at spare op, når du tænker at ansøge om lån til en andelsbolig. For når du søger en andelsbolig, kan det i mange tilfælde lige pludselig gå rigtigt hurtigt. Og så er det godt at være økonomisk forberedt.
Lasse Nygaard råder til, at man skaber sig et overblik, før man søger om lån i banken: ”Sørg for at have en udbetaling, at have sparet op og at have de dokumenter klar, som banken skal bruge,” forklarer han.
Udover at det er god idé at have styr på, hvad man kan forvente sig er muligt at købe for, når man skal låne til en andelsbolig, er det også en god ide at kigge på den andelsboligforening, man overvejer at flytte ind i. Her skal man især være opmærksom, når man søger andelsboliger på det åbne marked, dvs. når man ikke søger via ventelister.
Et godt råd fra Lasse Nygaard lyder, at ”hvis det er for godt til at være sandt, er det det nok.”
Et velkendt, men ikke desto mindre retvisende udsagn. For er andelsboligen væsentlig billigere end andre tilsvarende i markedet, kan det betyde, at gælden i andelsboligforeningen er høj. Det vil ofte afspejle sig i den månedlige boligafgift – men ikke nødvendigvis.
Når man køber sig ind i en andelsboligforening, bliver man også en del af ejendommens samlede økonomi. Der er derfor vigtigt, at man holder øje med, hvilken økonomisk situation man kan ende i. Det kan skabe mere tryghed for dig, hvis du køber gennem din bank eller med en professionel køberådgiver på sidelinjen. De kan nemlig hjælpe dig med at vurdere om den andelsboligforening, du drømmer om, er sund eller ej – og om din kommende andelsbolig er en tryg eller risikabel investering.
Står du for håndteringen af en eller flere andelsboligforeningers ventelister, eller kender du en, der gør? Følg linket herunder og læs mere om, hvad vores ventelistesystem til andelsboligforeninger kan tilbyde. Flatr for ejendomme