Hvorfor bosætte sig i København?

Det er ikke ligefrem boligpriserne, der trækker, når man overvejer at flytte til København. Dette kan de fleste Københavnere nok skrive under på. Uanset hvilken type bolig man vælger, så skal man regne med at betale et større beløb i København end andre steder i Danmark.

Men hvis det ikke er priserne, hvad er det så, der er så tiltrækkende ved storbyen? Vi har spurgt fire tilflyttere ind til deres oplevelse af at flytte til København, og om de har nogle gode råd at give med på vejen.

Boligjagten kan være kaotisk

Efterspørgslen på boliger i København er stor, og det gør det ikke lettere for nyankomne at finde drømmeboligen. 

Sofie, på 27 år, flyttede til København for 5 år siden. For hende har boligjagten ikke været en dans på roser. Hun er flyttet 6 gange i sin tid i storbyen og beskriver sin boligsituation som kaotisk.

“Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle have så store problemer med at finde et sted at bo. Og heller ikke at det skulle være en konstant hovedpine, som har kostet meget tid, tårer og penge.” – Forklarer Sofie. 

Cecilie, på 26, der har boet i København siden 2015, er enig i, at boligjagten i København er besværlig. Hun fortæller: “Man skal være heldig eller kende nogen, der kender nogen.”

Irina, der er 25 år gammel, flyttede til Storbyen som 19-årig. Hun beskriver også sin boligjagt som kaotisk: “Jeg fandt et lille værelse en uge inden jeg skulle flytte, fordi jeg kendte nogen som kendte nogen, og lige siden er jeg flyttet 5 gange.” Hun tilføjer: “Det er super svært at få en bolig, hvis man ikke kender nogen eller har mange penge.”

Simon, på 32 år, flyttede til København i 2014. Han lægger vægt på, at det kræver held at finde en god bolig i byen: “Jeg har været ualmindeligt heldig at finde en stor og billig lejlighed i Valby i første omgang, og efterfølgende at finde en fin lejlighed i midten af Indre By.”

København er mulighedernes by

Selvom det er dyrt at bo i København, så har det selvfølgelig sine fordele. Der er nemlig et hav af muligheder, når du vælger at flytte til landets hovedstad. Foruden de fantastiske jobmuligheder, der kan booste din karriere, så har du også mulighed for at være social og kulturel på et helt andet niveau. Og det er nok også alle disse muligheder, der gør byen så attraktiv at bo i.

“Man keder sig aldrig. Jeg elsker, hvor meget der sker.” – Fortæller Cecilie om København. 

Irina tilslutter sig denne holdning: “Man behøver aldrig at kede sig frivilligt.” Hun tilføjer: “Det var en kæmpe omvæltning og meget stressende, at flytte til København. Men på samme tid var det også fantastisk. Jeg lærte meget om mig selv og lærte at stå på egne ben. Jeg tror det er sundt og meget givende at blive kastet ud i noget uden for ens komfort zone en gang imellem.” 

Simon fremhæver også de mange muligheder, som en af fordelene ved at bo i København: ”Man får mange oplevelser og muligheder. Det er skønt at have kort til og fra venner, butikker, barer, restauranter og lignende.”

Foruden at være byen, hvor man aldrig keder sig, er København for nyligt blevet kåret som verdens sikreste by. Derudover er bydelen Nørrebro er blevet kåret, som verdens fedeste by. Og michelin-restauranterne Noma og Geranium ligger på første- og andenpladsen som verdens bedste restauranter. København er absolut ikke et dårligt sted at bo, hvis man går op i sikkerhed, hyggelige omgivelser og lækker mad.

Hvad har København at byde på?

København er oplevelsernes by. Der findes et utal af restauranter, caféer og barer, hvor du kan nyde både vådt og tørt. København er, som nævnt, kendt for gode madoplevelser, og du kan med garanti finde et sted, der falder lige i din smag, som samtidig passer til dit budget. 

Du kan også være sikker på at finde alverdens butikker, der gør dine materielle behov lettere at imødekomme. Derudover er der konstant events, aktiviteter og andre oplevelser, du kan deltage i. Chancen for at du løber tør for noget i storbyen, udover penge, er meget lille. 

Vi har spurgt tilflytterne, hvilke gode spots de anbefaler:

“Hvis du vil nyde solen til langt ud på aftenen, så sæt dig ved trapperne lige uden for Thorvaldsens Museum. Efterfølgende kan du ligeså godt gå ned til Gammel Strand og få en god drink på The Bird and The Churchkey.” – Fortæller Sofie, og fortsætter – “ Gråbrødre Torv er også et fantastisk sted i indre København, og du kan også uden tvivl finde noget lækker mad der, på eksempelvis Bøf og Ost eller Huks Fluks.”

Cecilie har erklæret Østerbro som sit favoritområde, og anbefaler Østerbros Originale Burgerrestaurant.

Irina, der er faldet pladask for Amager, anbefaler Amager Strandpark og caféen Mad og Kaffe, der begge kan findes på Amager. 

Simon udpeger The Tower ved Christiansborg, som et spot der er værd at besøge. Han har selv skiftet mening i forhold til sit favorit område i København. Som yngre var Indre By den helt sikre vinder. Men han tilføjer: “Med tiden er Østerbro blevet mere attraktivt, da der er lidt mere ro på, og generelt er lidt pænere.”

Det er noget andet at bo i København

I København vil du opleve at tempoet er et helt andet. Nogle vil beskrive byen som hektisk. Men omgivelserne er det, der gør København til København.

“Det er larmende og levende. Gråt og grønt. Her er mange mennesker og mange muligheder.” – Fortæller Cecilie. 

“Det kan hurtigt gå hen og blive stressende og hektisk at befinde sig i Indre By. Men samtidig er det skønt, for du har alt, hvad du skal bruge lige i nærheden.” – Siger Simon.

København er også kendt for at være en rummelig by, hvor du vil opleve, at der er plads til alle. Her finder du mennesker fra alle sociale lag og nationaliteter.  

“Når man kommer fra en lille by, kan man godt føle sig låst fast i nogle bestemte roller. Her har man muligheden for at være den, man har lyst til.” – Udtrykker Sofie. 

Det er nemt at komme rundt i København

Du skal heller ikke bekymre dig om, hvordan du kommer fra A til B. Uanset hvor du bor i København, vil der være mulighed for at tage offentlig transport. Og nogle steder kan du endda frit vælge mellem typer af transportmidler.

De seneste år har Københavnerne nydt godt af det hurtige metrosystem, der på 10 minutter kan transportere dig fra f.eks. Amager til Frederiksberg. Dette system har gjort det enormt attraktivt at bo på Amager, da det ikke længere er adskilt fra Københavns centrum. I 2019 blev det nye metrosystem: Cityringen åbnet. Her kan du også komme til Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, ja du kan endda også komme hele vejen til Nordhavn. 

Skal du længere eller ud af København, så går der også S-tog og regionaltog, der stopper i de fleste bydele i København. Skal du ud i de forskellige kroge i bydelene, eller endnu længere væk, så kan du nyde godt af Movias busser, der kører døgnet rundt fra den ene forstad til den anden. 

Det mener tilflytterne:

Sofie nævner transportmulighederne som en af de bedste ting ved byen – “​​Der er så mange transportmuligheder, så du nemt og hurtigt kan komme rundt. Og har du en cykel, så går det ofte endnu hurtigere og er meget billigere.”

Simon fremhæver også nem og hurtig transport som en af de positive ting ved København, da han bruger meget tid på at fragte sig rundt i byen.

Irina og Cecilie foretrækker at bruge deres cykel, når de fragter sig frem og tilbage i København, da det er en hurtig og billig måde at komme rundt på.

Det er i forvejen dyrt at bo i byen, og det er ingen hemmelighed, at transporten heller ikke ligefrem styrker pengepungen. Derfor kan du investere i en god cykel, der nemt, billigt og hurtigt kan transportere dig, hvorhen du vil. Københavnerne er ekseptionelt glade for at cykle, og byen er specielt udviklet til netop denne transportform. Københavns Kommune arbejder konstant på at forbedre cykelfaciliteterne i byen. 

Hvor skal du bo?

Det kan være lidt af en omvæltning at flytte til København, hvis man kommer fra en helt anden del af landet, og det kan være endnu sværere at finde ud af, hvilken del af byen, man vil føle sig mest hjemme i. 

København K

Ønsker du at befinde dig midt i det pulserende byliv dag og nat, så er København K helt sikkert noget for dig. Det er særdeles attraktivt at bo i centrum af det hele, netop fordi at der er kort afstand til alt. Herudover skal det også pointeres, at du ikke finder lige så charmerende og historiske bygninger og områder, som i Indre By. 

Læs mere om København K her

Nørrebro

Er du mere til kulturelle oplevelser og etnisk mangfoldighed, så er Nørrebro måske stedet for dig. Nørrebro er kendt for diversitet. Her møder du mange forskellige kulturer og kan nyde godt af forskellige madoplevelser, secondhand butikker og populære barer, der indbyder til hygge. 

Læs mere om Nørrebro her

Østerbro

Vil du bo et eksklusivt sted, som samtidig er familievenligt? Så kan Østerbro, måske være noget for dig. Østerbro er et af de mere rolige områder i København, hvor du kan finde flere grønne arealer og børnevenlige områder. 

Læs mere om Østerbro her

Amager

Ønsker du at være tæt på havet, samtidig med at du har caféer, shopping og byliv lige ved siden af, så kan Amager give dig lidt af det hele. Her finder du også Amager Fælled, som er et overvejende fredet naturområde i den nordvestlige del af Amager. 

Læs mere om Amager her

Vesterbro

På det hippe Vesterbro finder du et utal af barer og spisesteder, hvor kvaliteten er i top. Det er også her, du finder det pulserende Kødbyen, der om dagen byder på fantastiske madoplevelser og om aftenen tiltrækker unge festglade københavnere. 

Læs mere om Vesterbro her

Frederiksberg

Du kan også vælge at bosætte dig i den grønneste og dyreste kommune – Frederiksberg. Der er god grund til at boligpriserne her er lidt højere end andre steder. På Frederiksberg finder du alt fra eksklusive butikker, takeaway og parker. 

Læs mere om Frederiksberg her

Det er de færreste, der kan vælge og vrage mellem boliger i de forskellige bydele. Men det er en fordel at kende til bydelene, så man kan finde ud af, hvad man foretrækker. Og skal du til at skrive dig op på ventelister, så kan det være en stor hjælp at kende lidt til områderne, du skriver dig op i. 

Sådan lyder tilflytternes anbefalinger

Tilflytterne har alle en bemærkning til dem, der overvejer at flytte til København.

Deres anbefalinger lyder:

“Sæt dig ind i boligmarkedet. Skriv dig op på ventelister. Det kan kun gå for langsomt.” – Sofie. 

“København er et dyrt sted at bosætte sig. Sørg derfor for at have godt styr på din økonomi og spar op. Det er det eneste, der kan betale sig.” – Cecilie. 

“Planlægning! Planlæg det i god tid. Skriv dig op til forskellige boligforeninger allerede før du flytter. Og skal du studere, så skriv dig op til et kollegie minimum 6-12 måneder før.” – Irina. 

“Meld dig ind i alle grupper på Facebook, der har med boliger at gøre, lav et offentligt post på Facebook og få venner og familie til at dele. Snak med kollegaer, og undervurder ikke DBA, der findes mange skjulte perler. Husk dog stadig at være påpasselig. Der er mange der er ud på at snyde folk. Og sidst, men ikke mindst, så skriv dig op på ventelister flere år før du flytter.” – Simon.

Det er dyrt at bosætte sig i København, og dette er noget, man skal have med i sine overvejelser, når man vælger at flytte til storbyen. Huslejepriserne i København er højere end andre steder i landet, og dette skyldes den høje efterspørgsel. Det kan derfor betale sig at undersøge boligmarkedet grundigt inden man kaster sig ud i at flytte til København.

Læs mere om, hvordan du kan forberede dig på boligjagten her

Administrérer du ventelister i en andelsboligforening?

Står du for håndteringen af en eller flere andelsboligforeningers ventelister, eller kender du en, der gør? Følg linket herunder og læs mere om, hvad vores ventelistesystem til andelsboligforeninger kan tilbyde. Flatr for ejendomme